_I8Q1679sh.jpg

Hej

Vekommen til min blog. Jeg skriver om selvforsyning for nybegyndere som mig selv og om at flytte fra København til Udkantsdanmark. Jeg håber du vil læse med!

#4 Fra bybo til landbo

#4 Fra bybo til landbo

Det er lidt en tilvænning at være flyttet væk fra storbyens lettilgængelige forbrugsgoder. For godt nok vil vi være selvforsynende, men for det første er vi det ikke endnu, og for det andet betyder selvforsyning ikke, at vi ikke vil gå ud at spise eller købe take away i ny og næ. I Udkantsdanmark er udvalget bare ikke det, vi er vant til.

Jo, du kan da også godt få de lette forbrugsgoder på landet såsom bagværk, pizza og kaffe to-go. Men det lokale pizzeria er sløvt, caféerne har af uransagelige årsager primært åbent i arbejdstiden, og det er ikke til at opdrive en 'Emmerys' kanelsnegl i miles omkreds.

 Photo by guruXOOX/iStock / Getty Images

Photo by guruXOOX/iStock / Getty Images

Den store udfordring er to-go-kaffen. Østerbroerens benzin. Du kan såmænd sagtens få en kop to-go-kaffe i Udkantsdanmark, du skal bare være villig til at køre 15 minutter i bil for at få den. Skal det være en latte, så taler vi femogtyve minutter bag rattet, og de tegner ikke det der lille hjerte i mælkeskummet.
Men er du typen, der anser det for magtpåliggende at din mokka er en økologisk fairtrade-cortado, så kan det være, at du bare skal blive boende på Vesterbro.

Men det værste forbrugsafsavn er nok økohøjborgen Irma. Den nærmeste Irmaforretning er i Næstved. Næstved. Det er langt fra Møn. Som ølandshvedehipster kan man godt blive grebet af panikangst, når man tænker på, at den nærmeste pose 'Irmas Økologiske Figenmüsli' ligger en times kørsel væk. 

Men det skal ikke være så negativt det hele, for det lysner, når man kigger sig lidt omkring. Udvalget af økologiske varer her på Møn er faktisk godt. Faktisk markant bedre end jeg havde forventet. Selv i den lille lokale Dagligbrugs er der et stort udvalg af økologiske dagligvarer. Nu skal jeg passe på ikke at fornærme de indfødte mønboere, men jeg tror det store økoudvalg er påvirket af, at vi er flyttet ind i et område fuldt af udflytterkøbenhavnere fra brokvarterne. Vestmøn er ikke langt fra at være en ølandshvedehipsterghetto.

Nød lærer sulten mand at bage.

Den nærmeste større by, Stege, har faktisk også været en positiv overraskelse. For godt nok er det en lille by med kun knap 4.000 indbyggere, men takket være Møns Klint er der økonomisk basis for en lille håndfuld udmærkede caféer og nogle få butikker, der kan lidt ud over det sædvanlige. 

Møn som helhed leverer et bredt sortiment af lækre madvarer til den kræsne forbruger med penge til overs. Der er Bryghuset Møn, Møn BolcherMøn Dragée, Isle of Møn gin, Møn Is. Jeg må især anbefale de sidste to. Ginnen er dyr men god og krydret, mens især lakrids- og bourbonvaniljeisen er himmelsk.
 

Hund på landet

En af de mere overraskende åbenbaringer ved landlivet er konstateringen af, at landet er privatejet. Det vidste jeg måske nok godt i forvejen, hvis man tænkte sig lidt om, men det er kommet bag på mig, hvor lidt der er offentlig tilgængeligt. 

Som hundeejer følte jeg mig til tider noget buret inde i byen. En hund som vores skal hægtes af snoren, så den kan strække benene, og det må man faktisk kun i hundeskove og - om vinteren - på stranden. Det er ikke anderledes på landet, og mulighederne er dårligere end der hvor vi kom fra.

Nærmeste hundeskov er en lille forkølet indhegning af træer og mudder i Stege. Dens eneste formildende omstændighed er, at den ligger ved siden af Bisca-fabrikkerne, og at der derfor lugter af nybagte småkager i hele området.

Vores hund, Haddock, har allerede været årsager til to mindre konflikter med den lokale storbonde. Første gang var lige efter, vi flyttede hertil. Jeg havde luftet Haddock uden snor på i et område, hvor jeg nok kunne gætte, at det ikke helt var tiltænkt, men hvor jeg omvendt tænkte, at det ikke gjorde nogen skade. Men jeg blev taget på fersk gerning, og læst og påskrevet. Hvilket jeg jo nok også havde fortjent. Anden gang var en søndag, hvor storbonden kom gående med vores hund i kraven, fordi den var løbet over markerne og ned i hans skov. Heller ikke det var populært. Storbonden er nemlig også storjæger, og jægere er lidt ømme over deres jagtarealer, og det er åbenbart ikke comme il faut at lade sit private rovdyr løbe rundt på området og skræmme vildt væk. Go figure. Så nu hegner vi grunden.

Den lidt naive illusion om landlivets åbne vidder har fået et hak.

Et stykke gris med baconambitioner

Men så har vi til gengæld fået gris. Eller i hvert fald en halv gris. Vi tyvstartede i fredags på selvforsyningen, hvor vi fyldte vores fryser med 48 kg økologisk grisebasse, som har købt gennem en af Amalies kollegaer på Bogø.
Grisen er tænkt som en lille prøveklud for os, så vi kan lære at salte og ryge. Men det vil der kommer mere om senere...

Nu vil jeg gå i haven. Med min hund.

- Jeppe er ude

 

#5 Slid, slæb og bacon

#5 Slid, slæb og bacon

#3 Inden frosten rammer

#3 Inden frosten rammer