Hej

Vekommen til min blog. Jeg skriver om selvforsyning for nybegyndere som mig selv og om at flytte fra København til Udkantsdanmark. Jeg håber du vil læse med!

#63 Fire år på Stenriggård

#63 Fire år på Stenriggård

Min fjerde sommer på gården er ved at være slut. Sommeren går på hæld, grisene grynter og haven står flot.

Dog har jeg ikke høstet nær så meget, som jeg plejer på nuværende tidspunkt. Der er næsten ingen gulerødder eller rødbeder endnu og slet ingen squash. Det plejer ellers at være mine primære afgrøder sammen med kartofler. Men kartofler er der da så også.

Et billede af køkkenhaven som den så ud i juli. Det hele er vokset lidt siden da.

Køkkenhaven er til gengæld lidt flottere end den plejer, men det må jeg tilstå, ikke er min fortjeneste. Min kæreste, Soffi, har gjort en kæmpe indsats med at rydde bede og lave stativer til tomater og ærter.

Jeg var kommet vildt bagud i år. Mere end jeg plejer. Jeg synes altid, jeg føler mig lidt bagude, men i år var det slemt.

Det fortabte forår

Grøntsagsfrøene driller mig. For andet år i træk nægtede de små sataner at spire. Kun omkring en femtedel af de frø, jeg satte i foråret, kiggede rent faktisk frem i mulden. Det var lidt samme historie sidste år. Men i år tror jeg, jeg har fundet årsagen. Jeg drukner dem. Jeg vander mine frø alt for hidsigt.

Som en anden curlingforælder, kvæler jeg mine frø med kærlighed og overdreven omsorg. Jeg giver dem så meget opmærksomhed, at de ikke kan trække vejret og rådner op. Og det er formentlig af samme årsag som de fleste curlingforældre: dårlig samvittighed.

Forstå mig ret, det er jo ikke fordi, jeg tager hensyn til frøenes følelser. For godt nok er jeg en selvudnævnt østerbrospelthipster med mange flyvske og urealistiske idealer, men jeg ved trods alt godt, det kun er frø. Jeg har bare lidt dårlig samvittighed, for jeg gider dem faktisk ikke.

Det er nu fjerde år, jeg dyrker køkkenhave, og jeg har konstateret, at jeg aldrig bliver en af dem, der glæder sig til, at havesæsonen starter. Hver januar og februar vælter alle havegrupper på Facebook med ivrige køkkenhaveejere, der kommer til at sætte frø til spiring for tidligt, fordi de simpelthen ikke kan vente. Det er ikke mig, og det bliver det heller. Men det gør ikke noget.

Jeg elsker at høste, og jeg kan da godt synes det er moderat hyggeligt at passe have, men min køkkenhave er et middel til et mål, ikke et mål i sig selv, og det kan måske godt mærkes lidt på mit engagement.

Jeg har plantet mange flere tomatplanter end jeg plejer, men høsten ser stadig ikke ud til at blive overvældende.

Jeg gider i hvert fald helt sikkert ikke dobbeltarbejde, og i år har det føltes som tripeltarbejde. På grund af den våde maj måned har jeg måtte genså mange frø, og især min gulerodshøst har lidt under det.

Den våde maj blev afløst af en tørke, der jo faktisk stod på næsten hele sommeren. Derfor har jeg måtte vande en del for at holde liv i grøntsagerne. Især tomater og majs har svært ved at klare sig, hvis de ikke får rigeligt med vand.

Kombinationen af fejlslåen forspiring indendørs, og fejlslåen spiring i bedene gjorde, at der ikke var meget liv at spotte i haven i starten af juni. Jeg har derfor “snydt” lidt i år. Da jeg kunne se, at jeg havde nosset i forspiringen for andet år i træk, tog jeg på planteskole. Og iført mental trenchcoat og solbriller købte jeg lidt skamfuldt en masse skud af jordbær, knoldselleri, persille, hoved- og romainesalat, samt blandet kål. Og så fik jeg planter fra min veninde Ida samt fra Soffi, så jeg havde noget at dyrke videre på. Det har reddet sæsonen i år.

Rigelig tomatsovs

Sådan en friskplukket salat bliver jeg aldrig træt af. For fjerde år i træk er det en stor tilfredsstillelse at kunne høste nok til at få hele måltider fra haven.

Jeg havde satset på at få rigeligt med tomater i år. Det var det eneste, jeg virkelig formåede at forspire masser af. Jeg har stor glæde af den passata, jeg laver hvert efterår i store mængder. Så stor glæde, at den hurtigt slipper op. Jeg kan nærmest ikke lave for meget. For når jeg er alene med min 5-årige søn, så er det bare nemt at have lækker, færdiglavet tomatsovs stående klar på glas. Det gør madlavningen meget hurtig. Og hvilket barn kan ikke lide tomatsovs? Det er trods alt basen til at lave både lækre pizzaer, lasagner og pastaretter.

Så i år satte jeg tre gange så mange tomatplanter som sidste år, for nu skulle der virkelig være tomatfest. Det har bare ikke helt virket efter hensigten. Jeg tror tørken har gjort, at de ikke har fået vand nok i år. Der er i hvert fald ikke særlig mange modne tomater at plukke, og nu hvor vejret ser ud til at slå om mod efterår, så får jeg det nok heller ikke. Nå, det var også det drivhus vi kom fra…

Men det er altså ikke ynk det hele, og som jeg startede med at skrive, så kan jeg takke min kæreste for, at det ender med at blive en helt ok høst alligevel. Der er som altid rigeligt med kartofler, og i år er hokkaidogræskaret tilbage i haven, jeg har høstet mit livs første hjemmedyrkede peberfrugt og der er rigeligt med både agurker, persille, salat og ærter.

Grådige svin

Det er helt vildt, som de vokser. Af gode grunde kan jeg ikke veje dem, men jeg vil skyde på, at de vejer 60 kilo hver. Det er noget af en forøgelse i forhold til de cirka 15 kilo, de startede på, da jeg købte dem i marts. Men de spiser også derefter. Udover det blandede haveaffald jeg med stor fornøjelse smider ned til dem (de spiser gladeligt brændenælder, skvalderkål, mælkebøtter, tidsler osv), så inhalerer de dagligt to-et-halvt kilo foder hver.

Det er nemt at se, hvor det engelske udtryk “as greedy as a pig” kommer fra, for uanset hvor lidt eller hvor meget mad grise får, så kæmper de om maden, som var de ikke blevet fodret i dagevis. Det går ikke stille for sig, og damerne bruger også lidt ufine kneb i kampen om foderet.

Grise er sjove. Det er ret hyggeligt at høre dem grynte rundt i baggrunden, når jeg går rundt i haven. Deres tryner imponerer mig især. Det er vildt at se, hvordan deres flade små næser kan bore sig ned i selv ret hård jord og hive lange, tykke rødder op.

Til min store glæde er min søn blevet rigtig glad for at fodre grisene.

Det bliver helt klart en udfordring til december, hvor de skal slagtes. Men det er også pointen med hele eksperimentet. Da jeg startede hele det her selvforsyningsshow var et af målene blandt andet at “se mig selv i øjnene som kødspiser. Jeg må derfor se, hvor svært det faktisk bliver for mig. For hvis jeg ikke nænner at slagte dem, så skal jeg jo helt stoppe med at spise svinekød. Alt andet ville være hykleri.

Men selv om jeg har mange meget stærke idealer og principper, så er jeg også en pragmatisk kyniker. Derfor forventer jeg heller ikke at have uoverstigelige moralske kvaler ved at slagte dem. Men det vil tiden vise. Til december.

Hul i det, jeg starter forfra

Jeg er igen blevet hønseløs. De to høns har begge måtte lade livet. Den ene blev syg og måtte på huggeblokken, og den anden røg - kynisk nok - fordi den ikke lagde nogen æg. Ikke nok med at den ikke lagde æg, den hakkede faktisk hul i de få æg, der blev lagt. Det er jo selvsagt ikke så rentabelt.

Den syge høne har fået fred på huggeblokken.

Faste læsere af bloggen her vil vide, at jeg har haft et hyr med at holde (…liv i…) høns. Efter tre år, meget slid og uanede mængder hønsefoder, så tror jeg stadig, jeg samlet har fået under 100 æg ud af alt mit arbejde. Jeg prøver at se lyst på det, og konstatere, at det i det mindste ikke var ræven, der fik hønsene denne gang.

Så nu starter vi på en frisk. Er der nogen, der har kyllinger til salg?

En klat maling

Sidste sommer fik facaden en tiltrængt omgang gul kalk. I år er det så blevet træværkets tur. Jeg har valgt at skifte farve, fra blå til svenskrød, som er en meget traditionel farve på en gård. Og jeg må sige, at jeg er meget tilfreds med resultatet. Det har virkelig løftet gårdspladsen at den er blevet rød.

Der er langt igen, og det tager lang tid at male de mange vinduer. Men igen takket være Soffi, så er der blevet nået en masse allerede. Jeg ved ikke, om jeg når hele vejen rundt i år, men ellers må vi tage det i etaper.

Det er et helårsprojekt at eje en gård, og der er så meget, der skal sættes i stand, at jeg nok aldrig bliver færdig. Det er dog taknemmeligt arbejde, for man kan se, at det gør en forskel, og det varmer mig at hjælpe sådan en gammel gård med at leve videre.

Jeg tror jeg tager mig en skål yoghurt med solbær ude på gårdspladsen og nyder, hvor pæn den er blevet.

- Jeppe er ude.

MMMMmmmmm!

#64 Som en rullesten

#64 Som en rullesten

#62 En rigtig gård

#62 En rigtig gård

0