#38 Æstestik, spirende liv og brutal død
Så skete det! Til helvede da også. Jeg vidste jo nok, at det ville ske, men det er stadig pissetræls. Jeg kan i sidste ende kun bebrejde mig selv. Det er min egen skyld.
Jeg var på vej ud for at hælde madaffald i komposten, da jeg spotter noget hvidt henne ved hønsegården. Jeg havde ikke briller på, og det lignede næsten en meget lokal snebyge. Men jeg var godt klar over, hvad det var.
Da jeg kom derhen blev mine bange anelser bekræftet. Det var spredte hvidbrune dun. Ikke blot kunne jeg se, at det var hønsefjer, jeg kunne også se hvilken hønes fjer, der var tale om. Og en lille rød blodplet på én af dunene fjernede enhver tvivl om, hvad der var sket.
“Scene of the crime”
Jeg har ikke længere to haner og tre høns. Jeg har én hane og to høns. Med andre ord: Ræven har været på besøg.
Vi behøver ikke telegrafere efter Poirot for at lure, hvad dette blodbestænkede dun betyder…
Han har tydeligvis dræbt hønen lige ved siden af gården engang i nat. Der er ingen spor af den forsvundne hane, men jeg kan jo godt gætte, hvad der er sket.
Der er et hul i indhegningen. Et punkt hvor hegnet ikke når helt ned til jorden. Problemet ved hullet er ikke, at ræven sniger gennem det. Problemet er, at hønsene sniger sig ud gennem det hul i ny og næ, og så kan de tåbelige dyr ikke finde ind igen. Betahanen og den hvidbrune høne må have taget sig en lille skovtur, og så haft problemer med at finde ind igen, når natten faldt på. Det har Mikkel Ræv så udnyttet.
Når ræven først har opdaget, at der er mad at finde, så har han det efter sigende med at komme igen kort tid efter. Så nu har jeg forsøgt at lappe hullet mellem hegn og jord. Jeg har også forsøgt at sætte mit præg på området for at skræmme ræven fra at komme igen lige foreløbig (læs= jeg har tisset på stolperne rundt om hønsegården).
Det falder meget belejligt for alfahanen, at betahanen nu er væk, for jeg havde faktisk besluttet at den aggressive alfahane måtte på huggeblokken. Men fra jeg tager en beslutning og til jeg rent faktisk for gjort noget ved det, kan der godt gå en rum tid. Og nu er det for sent. Nu har jeg kun tre dyr, og jeg har ikke tænkt mig at aflive nogen af dem.
Derudover kan jeg kun græde over spildt høne, skamme mig over min omsorgssvigt og håbe på, at det ikke sker igen.
Forspiring
For at tale om noget mere positivt, så kører forspiringen derudaf. Jeg har sået chili, broccoli, peberfrugt, spinat, persille, basilikum, rødbeder, rødkål, blomkål, græskar, skalotteløg, zittauerløg, ærter, hovedsalat, valske bønner og tre slags tomater. Alt det til trods, så kan jeg ikke lade være med at føle, at jeg har glemt noget.
Her skulle der gerne snart komme små salat-, rødkål-, løg-, bønne- og græskarskud.
Jeg er f.eks. håbløst bagude på kartofler, som skulle have været forspiret i februar, men det har ikke været til at skaffe læggekartofler før nu.
Frøsorteret
Det her havehalløj er stadig en lidt overvældende verden. Primært er det to ting, der overvælder mig:
Russisk Birne tomat. Er det for tidligt at forspire den sort? Kan den tåle at gro på friland? Smager den godt? Jeg aner det ikke. Men nu prøver vi.
1. De mange forskellige forhold for den enkelte plante. Det er jo nemt nok at smide nogle frø i en potte, hælde vand på dem og så vente. Så langt er jeg med. Men så er der spørgsmålene om, hvornår det enkelte frø skal i jorden, hvilke forhold den enkelte plante skal have for at trives, hvor dybt skal den sås, skal jorden være sur eller basisk og ikke mindst: hvor meget jeg skal så af hver.
Det er et rent gæt, hvor meget jeg skal så af hver grøntsag. Jeg ville være flink ved mig selv og kalde det et “kvalificeret gæt”, men mellem os, så ville hønsene nok gætte cirka lige så præcist, som jeg gør. Så nu går jeg efter “hellere lidt for meget end lidt for lidt”-princippet.
2. De vanvittigt mange sorter. Når man nu har købt frø for en mindre formue (vel over 1000 kr siden jeg startede), så er det frustrerende stadig at konstatere, at man ikke har det man skal bruge, fordi man skal bruge forskellige sorter af hver plante.
"Nååå, nej du kan ikke så den der rødbede nu. Der skal du bruge en tidlig sort. Prøv Hubba-Bubba-Bulla". Den prøver jeg så forgæves at opdrive uden held. "Jamen så prøv i stedet Snøffel-Løfapuds". Den kan jeg heller ikke finde, og jeg er desuden ret sikker på, at det er navne, du finder på for at drille mig.
Og hvornår må jeg så plante ud? Det er heldigvis dejlig konkret: Når jordtemperaturen rammer 8 grader Celcius. Der er vi næsten.
Jordtemperaturen er der ikke heeelt endnu.
Det æstetiske behov vinder
Jeg har tidligere prædiket, at det var vigtigst at lave de praktiske opgaver først, og så måtte de æstetiske opgaver vente. Det er stadig sandt, men æstetikken er begyndt at blande sig.
Grunden
Jeg rydder op på grunden i disse dage, for jeg er træt af, at her er så rodet i have, stalde og lader.
Der ligger træ overalt, taget ligner noget der er løgn og murene er trætte og misfarvede. (foto: fra januar 2018 af maivanilli.dk)
Faktisk er jeg mest træt af, at her roder på grunden, når jeg får gæster. Jeg er træt af at føle, jeg skal undskylde for tingenes tilstand, når jeg viser rundt. For haven er én stor kvasbunke, staldene er virkelig faldefærdige, murene trænger gevaldigt til at blive malet, æblelunden er svær at identificere som en “lund” pga de mange afskårne grene, det gamle hønsehus er ved at falde sammen osv. osv. osv.
Så min flittige og hjælpsomme far og hans ligeså kone, Berith, har givet et nap i haven. Vi har haft et par skønne dage i forårssolen. Det gjorde mig helt høj at komme i gang og få udrettet lidt. Så er det nye haveår i gang!
Bemærk hvor græsset stopper. Der gik kvasbunken til inden min far og jeg begyndte. Der er stadig et par dages arbejde i den, men det begynder da at ligne noget.
Min far og jeg fik taget en bid af den store kvasbunke midt i haven, mens Berith ryddede ud i køkkenhaven. Jeg måtte sande, at min kartoffeloptagning er ret mangelfuld. Jeg troede, jeg havde høstet de sidste kartofler, men hun fandt hele 2,5 kilo i de tre kartoffelbede. Det var overraskende mange oversete kartofler.
Jeg vælger at fokusere på det positive ved, at jeg nu igen har egne kartofler i spisekammeret og ser bort fra, hvad det siger om min grundighed.
Det vigtige er, at jeg takket være Beriths hjælp nu er så godt som klar til at plante ud. Jeg vil bare lige køre en tur med den lånte havefræser, så jorden bliver vendt lidt, og så er det ellers tid.
Facaden
Facaden skriger ikke Gori, men den skriger på et eller andet, og nu er jeg snart klar til at lytte. Jeg har besluttet, at gården skal kalkes, når vejret bliver lidt bedre. Det tror jeg vil løfte dens udseende helt gevaldigt.
Taget
Jeg har skrevet om taget før, og som østerbrospelthipster så drømmer jeg selvfølgelig om det romantiske, traditionelle tækkede tag, men det er ikke realistisk. Der er simpelthen for meget tag, og det vil formentlig koste det samme som hele gården. Men jeg ved det faktisk ikke med sikkerhed. Så jeg vil nu prøve at få bekræftet den antagelse. Tænk nu hvis…
Men når nu en tækkemand kommer og bekræfter hvad jeg allerede ved, og jeg er nødt til at skyde en hvid pind efter den drøm, så skal jeg finde ud af, hvad jeg så skal gøre, for det ligner noget der er løgn med de gamle rustne metalplader, der ligger over tre af gårdens fire længer.
Så er der sørme egne kartofler igen. Netop som jeg var løbet tør. Tak, Berith!
Jagten på egen muld
Jeg har en kompostbeholder. En af de der kompostglobusser, man ser i hver anden have. Jeg kan godt lide at have den, fordi det giver nyt liv til det madaffald, der ikke ryger enten i hønsene eller hunden.
Min overfyldte kompostglobus
Men det er noget utilstrækkelig, og den er allerede fyldt til randen. Mine guruer John Seymour og Marc Diacono vil også mene, at man skal have mindst tre.
Jeg synes heller ikke, der er meget liv i den. Det bliver mest bare til en underlig grød, der ikke ligner muld.
Det kan være, at det skyldes, at det er fire grader udenfor. Men jeg kan ikke lade være med at mistænke, at det også skyldes, at jeg gør noget forkert. Enten vender jeg den ikke nok? Eller fylder jeg den med en forkert kombination af haveaffald og køkkenaffald? Måske er den for fugtig? Eller også er den ikke fugtig nok?
Men jeg har også indset, at det er for lidt at have én kompostbeholder. For jeg bliver ved med at fylde i den, så det komposterede muld, der er at finde ligger nede under en masse madaffald.
Robiniemuld
Måske løsningen findes på min gårdsplads?
Midt på gårdspladsen står et stort træ. Jeg tror, det er en falsk akacie (også kaldet Robinia). Om sommeren tiltrækker det bier i stor stil (akaciehonning, du ved). I højsæsonen summer gårdspladsen højlydt af de hundredevis - eller måske endda tusindvis - af bier. Det er ret hyggeligt.
Træet er dog ved at være for stort til gårdspladsen. En af grenene aer taget, når det stormer. Og hyggeligt som det end måtte lyde, så er tage ikke glade for at blive aet og Jeppe er ikke glad for at betale for et tag, der er blevet ked af det.
En anden ulempe ved det store træ er, at det fælder uforholdsvis meget. Det taber tit sin tornede grene og det gør det svært at holde gårdspladsen. Vi taler ikke om, at jeg har rengøringsvanvid, men bare, at der ikke ligger så mange grene og blade på gårdspladsen, at man ikke længere kan se pigstenene - som det er tilfældet nu.
Det er svært at se, at hele gårdspladsen blev renset og gjort rent for ikke så pokkers længe siden.
Og til min store irritation så formulder bladene og grenene fra træet meget hurtigt, så gårdspladsens pigsten dækkes af jord. Min gårdsplads er med andre ord en mere effektiv kompost end min kompostbeholder. Så hvis nu jeg var lidt mere flittig til at feje derude, så ville jeg kunne smide det ud i komposten og sætte gang i den? Eller også er det pigstenene, der bare sætter gang i formuldningen. I så fald må løsningen være at jeg smider alt mit køkkenaffald ude på gårdspladsen!
Eller… Vent… Ved nærmere eftertanke…
- Jeppe er ude
